(Mel: Elefantens vuggevise )
Nu falmer de stjerner på himlen blå
nu sænker månen sin sabel.
Nu hviler min ven under bordet dér,
fordi han har dyppet din snabel
Sov sødt, lille dranker, nu er du træt,
du ligger bare og hviler.
Af festens rus er du mer end mæt,
men stadig i søvne du smiler.
Dit åsyn er fredfyldt som noget barns,
men du har spildt øl på din skjorte,
din pande er bleg og din kind er rød,
og slipset ‘ det er blevet borte.
Sov sødt lille dranker, min egen bror,
du er holdt op med at drikke.
Du husker, hvad du har lært hos mor,
at: sover du synder du ikke.
Om lidt løfter sig dig op i min favn,
og bærer dig hjem til dit kammer,
så drømmer du dér om din sydhavsø
med piger og palmestammer.
Sov sødt, lille dranker min egen ven,
du vandre i fjerne lande;
i morgen kommer du hjem igen,
så skal de ha’ is på din pande.
Nu slukker de lygterne uden for,
nu er det vist tid at fortrække.
du ligger så kønt med din flaske dér,
jeg nænner dig knapt nok at vække
Sov sødt, lille ven, med din flaske vin,
åh, dine træk er så blide;
så bliv under bordet. dit fulde svin,
jeg lægger mig her ved din side.